Almind Lake Østre Søbad 1 ©Mads Gregersen @M Gregersen Photography Sammenhæng

Mærkesager

Kapacitet og sammenhængskraft går hånd i hånd

Foto: Mads Gregersen

Som brancheforening og politisk organisation er det afgørende at blive hørt af beslutningstagerne. Feriehusudlejernes Brancheforening arbejder for, at turismen – og i særdeleshed feriehusbranchen – har en tydelig og indflydelsesrig stemme hos politikerne rundt omkring i landet og på Christiansborg.

Pernille Lydolph 2 By Mail@Justine Hoegh.Dk 6

Foto: Justine Høgh

Lovgivningen er vores fælles fundament

Feriehusturismen hviler på et stærkt fundament, hvor sommerhuslovgivningen sætter rammerne for brugen af feriehuset. Det skaber mulighed for, at man som dansker kan komme tæt på naturen gennem køb af et feriehus, samtidig med at man som ejer kan vælge at give andre mulighed for også at benytte feriehuset. Det giver omsætning der, hvor der er lidt længere mellem husene. Derfor skal vi værne om sommerhusloven, så feriehusene fortsat skaber værdi i Danmark – både for den enkelte og for samfundet som helhed.

Fishing House In Stenbjerg Thy ©Mette Johnsen Custom

Foto: Mette Johnsen

Omfordeling af skatteindtægter til sommerhuskommunen

Vi tror på, at fremtiden er at dele. Derfor skal vi også have styrket incitamentet til at arbejde med turisme og udviklingen af feriehusudlejning i de kommuner, hvor sommerhusene ligger. Vi foreslår, at skatteindtægterne fra sommerhusudlejning tilgår den kommune, hvor feriehuset ligger, frem for husejerens bopælskommune. Det vil sikre, at en større del af værdien fra turismen bliver dér, hvor den skabes, og således kan bidrage til lokal udvikling i de områder, der bærer turismen. For at opnå den fulde effekt bør omfordelingen naturligvis friholdes fra den kommunale udligning.

DSC 2692

Foto: Vestkysten

Energiforbedringer kalder på et incitament

Den grønne omstilling kræver noget af os alle. Derfor har vi etableret en mærkningsordning, der skal engagere husejere til at energiforbedre feriehusene, hvoraf mange er bygget i 60'erne og 70'erne til sommerforhold. Skal vi sætte skub udviklingen, er der behov for et forhøjet håndværkerfradrag på 20.000 kr. pr. person, hvilket svarer til 40.000 kr. for en husstand. Det vil gøre energirenoveringer mere attraktive til fx udskiftning af vinduer og døre eller installation af varmepumpe. Samtidig vil det lokale erhvervsliv nyde godt af opgaverne med at energiforbedre, ligesom bedre huse på sigt kan bidrage til udvikling af helårsturismen.

Papirbunker Lang

Foto: Freepik.com

Administrative byrder uden værdi skal fjernes

Indrapporteringen af husejers lejeindtægter til Skattestyrelsen er en vigtig opgave, som branchen gerne løfter. Men den administrative praksis er unødvendig bøvlet, når myndighederne fastholder indsamlingen af oplysninger, som ikke bruges af de danske skattemyndigheder. Det gælder også opgørelserne pr. kvartal, som kræver administration og systemhåndtering, som ikke afspejler det reelle behov: en årlig opgørelse og indberetning af indtægter og fradrag til oplysningsskemaet (tidl. selvangivelsen). At fjerne unødige indberetningskrav vil reducere bureaukratiet uden at svække myndighedernes indsigt.

Windmill Hvide Sande Denmark ©Nicolas Jægergaard

Foto: Nicolas Jægergaard

Direkte afregning af elforbruget

Når en gæst bruger el i et feriehus, skal forbruget i dag registreres og afregnes mellem gæst og bureau, hvorefter bureauet afregner med husejeren. Det er en administrativ tung løsning, som skaber unødigt bureaukrati og ekstra omkostninger. Den nuværende proces medfører i praksis dobbeltbeskatning af elforbruget, fordi Skattestyrelsen opfatter bureauets elafregning med husejer som indtægt, og derfor beregner skat af beløbet. Teknisk er det muligt, at gæsten afregner sit forbrug direkte med elselskabet, men det kræver en række ændringer i lovgivning, regler og adgang til relevante data. Vi arbejder for en enkel og digital model, hvor gæsten kan afregne direkte med elselskabet, på samme måde som ved opladning af en elbil ved en ladestander. En enkel og fair løsning for både gæster og husejere.

Holiday Home Denmark 28 ©Daniel Lundsgaard Smal

Foto: Daniel Lundsgaard

Bundfradrag styrker lyst til udlejning og skaber vækst

For at styrke udlejningen har vi brug for et økonomisk incitament til at dele huset med andre. Aktuelt er der behov for flere feriehuse til udlejning, særligt i højsæsonen, hvor mange ejere selv benytter huset. I flere områder er det så lidt som 2-4 % af det samlede antal feriehuse, der udlejes. Derfor vil vi også kraftigt fraråde, at en nominel fastholdelse af beløbsgrænser i skattelovgivningen, som beskrevet i regeringsgrundlaget, implementeres på udlejningen af feriehuse. Det vil ramme landdistrikterne hårdt og unødigt, fordi det vil få færre til at dele deres hus med flere. Det er ingen tjent med. 

Holiday Home Denmark 7 ©Daniel Overbeck Kort

Foto: Daniel Overbeck

Servicefradrag kan lette udlejningsopgaven

Rengøring har stor betydning for gæsteoplevelsen. Med de nuværende regler kan en husejer, der udlejer og anvender bundfradraget, ikke samtidig benytte servicefradraget til hovedrengøring. Men det er en omfattende opgave at klargøre et privat feriehus til udlejning. Hvis servicefradraget kunne anvendes til hovedrengøring, ville det lette udlejningsopgaven og samtidig bidrage til en højere rengøringsstandard til gavn for gæsterne. Et fradrag på 4.000 kr. kunne finansiere op til to hovedrengøringer og mindske den praktiske opgave for den husejer, der deler sit private feriehus med 'fremmede' gæster. Samtidig ville flere rengørings- og serviceopgaver skabe aktivitet hos lokale virksomheder særligt op til og efter sæsonen. 

Billede 32

Foto: FB

Uden kendskab til landet, ingen besøgende

Det er vigtigt, at arbejdet, med at skabe kendskab og opmærksomhed omkring Danmark i udlandet, forbliver en grundsten i arbejdet med turismen. VisitDenmarks arbejde er centralt for den betydelige omsætning som skabes i turismen, og som gavner følgeerhvervene. Målsætningen i den nationale turismestrategi om, at 2/3 dele af alle overnatninger i 2030 skal ligge udenfor sommerperioden kræver branding og markedsføring af mulighederne i de perioder af året. 

Rubjerg Knude Denmark 4 ©Daniel Lundsgaard Custom

Foto: Daniel Lundsgaard

Markedsføring af Danmark nationalt

Danskerne er en vigtig målgruppe for dansk turisme. Derfor skal vi også vedligeholde lysten til at rejse i eget land, så vi kan sikre besøg, viden om eget land - og ikke mindst omsætning, som ellers ville tilgå udlandet. Vi bakker derfor op om vigtigheden af at arbejde med en overordnet kampagneindsats på nationalt niveau. Det vil bidrage positivt til at få øget belægningen i feriehusene til glæde for omsætningen i lokalsamfundet, når gæsterne tager ud og køber ind, går på restaurant, besøger attraktioner og dermed indirekte sikrer de tilbud, som skaber lyst til at bo og leve i området. 

Ladestander

Foto: FB

Flere ladestandere i feriehusområderne

I de kommende år forventer Dansk Kyst- og Naturturisme, at mellem 18 og 41 % af landets turister vil komme i elbil. Det svarer til mellem 0,7 og 1,7 mio. elbiler om året. Hertil kommer de mange husejere, som også skal kunne oplade, når de er i feriehuset. Derfor er der behov for en fortsat udbygning af ladeinfrastrukturen i feriehusområderne. Det betyder ikke, at hvert enkelt hus skal have egen ladestander. Men ligesom der er tankstationer, skal gæster have let adgang til opladning, når de opholder sig i ferieområderne. En stærk ladeinfrastruktur er vigtig, for at turisterne fortsat vælger Danmark som feriedestination.

Fur Island @Et Nyt Kapitel Custom

Foto: et_nyt_kapitel

Udhuse kan være en fryd for øjet

Udhuse kan i dag bygges uden tilladelse fra kommunen, når de er under 50 m2. Hvis udhuset ser for pænt ud, eller hvis man har et bord-fodboldbord, der er for tungt, kan man dog risikere at få besked på at rive sit udhus ned, efter man har brugt penge og tid på det. Det ser vi ikke logikken i. Vi mener godt, man kan tillade sig at have et udhus, hvor man opbevarer havegenstande, samtidig med at ens børn kan udnytte pladsen til at spille dart. Vi anerkender, at man ikke kan bygge et soveværelse og kalde det et udhus, men et udhus må vel gerne være en fryd for øjet og til gavn for familier.

Rødhus, Dorthe

Foto: FB

Flere huse til udlejning

Ambitiøse målsætninger i den nationale turismestrategi kræver overnatningskapacitet. Antallet af feriehuse til rådighed for udlejning er steget gennem årene og nåede i 2025 op på 47.000. I samme periode er overnatninger i feriehuse steget fra 16 millioner til knap 24 millioner. Det betyder, at vi skal have flere eksisterende huse, der lejes ud, samtidig med at nye områder kommer i spil, så der kan bygges nyt. Nye områder kan både være kystnære og inde i landet fx i forbindelse med skovrejsningsområder eller i forbindelse med revitalisering af landbrugsejendomme o.l.

Feriehusudlejernes Brancheforening

Vandkunsten 3, 3.
DK-1467 København K
CVR-nr: 91877651

Hovednummer:+45 96 30 22 44
Mail: mail@feriehusudlejerne.dk

Koglemærket – Fokus på energi
Mobil: +45 30 44 62 44
Mail: koglemaerket@feriehusudlejerne.dk

Kontrol af Koglemærket - Fokus på energi

Persondatapolitik

Andre sider

Søger du Ankenævnet for Feriehusudlejning?

Gå til Ankenævnet

Besøg Feriehusudlejernes Brancheforening på LinkedIn

Gå til Feriehusudlejernes Brancheforening på LinkedIn